nyhed

Humaniora og Samfundsvidenskab på Aalborg Universitet skærper de faglige profiler

Humaniora og Samfundsvidenskab på Aalborg Universitet skærper de faglige profiler

For at sikre større robusthed og en tydeligere markering af fakulteternes styrkepositioner gennemfører Det Humanistiske og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet den 1. august 2019 en organisationsændring.

 

Det Humanistiske og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet skaber med en organisationsændring bæredygtige og mere robuste enheder med klare styrkepositioner. Det er således besluttet, at der pr. 1. august ikke skal være tværfakultære institutter under de to fakulteter, og konsekvensen af dette er en reorganisering af Institut for Kultur og Globale Studier og Institut for Læring. Med beslutningen imødekommer ledelsen de faglige og økonomiske udfordringer, som begge fakulteter står overfor fremadrettet. Reorganiseringen bidrager ligeledes til at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere og studerende - også de kommende år.
 

Styrket humanistisk profil  og samfundsvidenskab med international gennemslagskraft

- Med organisationsændringen styrker vi fokus på det, der adskiller humaniora på Aalborg Universitet fra humaniora på andre universiteter og dermed vores særlige samfundsmæssige bidrag. Det gør vi desuden i en mere robust organisatorisk ramme ved pr. 1. august 2019 også at samle de nuværende tre institutter under Det Humanistiske Fakultet i to: et nyt institut samt det nuværende Institut for Kommunikation og Psykologi, siger dekan Henrik Halkier, Det Humanistiske Fakultet.

- På Samfundsvidenskab betyder reorganiseringen, at vi får et større globalt udsyn og stærkere faglige forskningsmiljøer til at understøtte vores uddannelser og eksterne samarbejder, fortæller dekan Rasmus Antoft, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
 

Konsekvenser for studerende, ansatte og uddannelser

I praksis kommer reorganiseringen til at betyde, at medarbejderne får nye organisatoriske tilhørsforhold. Nogle internt på samme fakultet og andre på tværs af institutter. Organisationsændringen får ingen betydning for de studerende, da uddannelserne fortsætter som hidtil. Eksterne samarbejder fortsætter ligeledes uændrede.
 

Kontakt

Dekan Henrik Halkier, Det Humanistiske Fakultet, Aalborg Universitet, mobil 2076 2004 eller e-mail:
hum-dekan.aau.dk
Dekan Rasmus Antoft, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, mobil 3031 8104 eller e-mail samf-dekan.aau.dk