nyhed

Ny opfindelse revolutionerer exoskeletter

Ny opfindelse revolutionerer exoskeletter

Aalborg-forskere har udviklet en ny type mekanisk led, der kan støtte skuldre og hofter smartere end nogensinde før. Leddet, der er kompakt nok til, at det kan bæres skjult under tøjet, har allerede vundet international hæder og bliver formentlig standardudstyr i fremtidens exoskeletter. Se også video nedenfor

Et fladt led, der kan trækkes ud i en bue rundt om en kugle. Det lyder ikke specielt, men det er ikke desto mindre en sensation. Leddet kaldes CXD (for Compact X-scissors Device) og er udviklet af forskere på Aalborg Universitet (AAU). Det er verdens første udtrækkelige led, der kan bevæges frit i alle retninger rundt om en sfære – for eksempel som støtte for en skulder eller en hofte.

CXD er egentlig udviklet til at hjælpe børn, der på grund af sygdom eller ulykker har mistet førligheden i arm eller skulder. Derfor har de brug for støtte i form af et exoskelet – en støttende konstruktion, der spændes fast på kroppen - for at kunne fungere på normale vilkår.

- Mekaniske led til fx skuldrene er store og klodsede konstruktioner. Og desværre er der en masse begrænsninger for, hvilke bevægelser de kan lave. For eksempel kan man ikke holde armen strakt ud foran sig og derefter dreje den til siden. Det er en stor hindring for den, der har leddet på, forklarer Ph.d.-studerende Miguel Castro.

Han er en del af forskergruppen for Biomekanik på AAU og en af hovedmændene bag opfindelsen.

Det nye led, vi har udviklet, er lige så alsidigt som et kugleleje, men næsten helt fladt. Fordi det er så kompakt, kan man lave et exoskelet, som kan bæres helt diskret under tøjet. Det betyder meget - især for børn, der er nødt til at gå med det, siger han.

International opmærksomhed

Klodsede og tunge led har altid været en gordisk knude i forhold til det, der kaldes wearable robotics – kropsbårne robotløsninger som bl.a. exoskeletter. Derfor har forskernes opfindelse vakt international opsigt.

I marts måned vandt CXD-leddet førstepladsen ved Wearable Robotics Associations Innovation Challenge (WeaRAcon18)– en pris, der uddeles ved branchens mest betydningsfulde konference i Arizona, USA.

- De personer, der sad i priskomiteen, var enten direktører eller underdirektører hos de store exoskelet-producenter. De syntes, at vores led var det mest interessante nye, der var dukket op. Det er jo en god markedsvalidering, siger Lars Halkjær, der er specialkonsulent i teknologioverførsel og en del af forskergruppen bag CXD.

 

 

­

Exoskeletterne kommer

Forskergruppen er overbevist om, at exoskeletter vil blive udbredte i samfundet, fordi de har så mange anvendelsesområder. Det nye CXD-led vil være med til at sætte skub i udviklingen, så den kommer til at gå endnu hurtigere.

Om få år vil exoskeletter være et mere almindeligt syn i hverdagen, mener Lars Halkjær. Blandt andet i industrivirksomheder, hvor der skal løses opgaver, der kræver styrke og præcision, men som ikke er egnede til at blive udført af robotter.

Fleksible exoskeletter vil bl.a. også kunne bidrage til at ældre medborgere er selvhjulpne i længere tid og har mindre behov for fysisk assistance.

- For ti år siden var droneteknologien ny og eksotisk, siger Lars Halkjær. I dag bliver de jo brugt til en lang række forskellige løsninger indenfor transport, inspektion og meget andet. Jeg tror vi kommer til at se den samme udvikling med exoskeletter, siger han.

FAKTA

Et exoskelet er en fleksibel udvendig støtteanordning til knogler og led, som spændes fast på kroppen. Exoskelettet fungerer enten som en analog støtte eller er udstyret med elektromotorer, som supplerer kroppens egne bevægelser og dermed giver bæreren flere kræfter.

Kontakt

  • Lars Halkjær, specialkonsulent AAU, lah@adm.aau.dk, tlf. 9940 7343
  • Sanne Holm Nielsen, pressekontakt AAU, shn@adm.aau.dk, tlf. 9940 3517