nyhed

NY PSYKOLOGISK TEST MÅLER BØRNS FØLELSESMÆSSIGE UDVIKLING

Psykologen Susan Hart har sammen med kollegaer udviklet og testet en metode, som psykologer kan bruge til at måle den følelsesmæssige udvikling hos børn. Med testen kan man ’skræddersy’ interventionsplaner til børn. Metoden har endvidere den fordel, at den er skånsom og sjov for de fleste børn, da den er legefuld.

Ifølge Susan Hart bliver flere og flere børn bliver henvist til PPR eller børnepsykiatrien, og flere familier bliver henvist på baggrund af familiemæssige vanskeligheder, som er relateret til at barnet eller børnene ikke trives. Det kan være børn med personlighedsmæssige, emotionelle og sociale vanskeligheder. Derfor har psykologer og andre fagpersoner, der arbejder med børn, i stigende omfang brug for indsigt i den meget komplekse verden af relationer mellem omsorgspersoner og børn, og i hvordan disse relationer påvirker børnenes følelsesmæssige udvikling.

EN PÅLIDELIG METODE

Hidtil har der ikke været en metode, der pålideligt har kunnet vurdere børns emotionelle udvikling. Men Susan Hart og kolleger har i løbet af de sidste fem år, udviklet testen Emotional Development Scale (EDS). Denne test måler den følelsesmæssige udvikling hos børn på fire til tolv år. I sin ph.d.-afhandling har Susan Hart undersøgt testens pålidelighed og gyldighed. Om resultaterne siger Susan Hart:

- EDS er designet til at hjælpe fagpersoner med at evaluere børns følelsesmæssige kompetencer og skræddersy interventionsplaner. Mit studie viser, at EDS er en pålidelig metode til at måle følelsesmæssige kompetencer og sårbarheder hos 4-12-årige børn. Metoden er egnet til at bestemme børnenes følelsesmæssige udviklingsalder, selvom mere forskning er nødvendig.

I afhandlingens empiriske studie indgik i alt 36 børn, som var blevet henvist til familiebehandlingscentre otte forskellige steder i Danmark, og 18 psykologer deltog i undersøgelsen.

FORDELE VED METODEN

  • EDS-testen er ikke så krævende for barnet, der skal testes, da testen kan gennemføres i løbet af en session.
  • De fleste børn synes EDS-testen er sjov deltage i, da mange af prøverne består af leg.
  • Testen kan hurtigt give værdifuld information om barnet til fagfolk.
  • EDS-testen er økonomisk fordelagtig for børnepsykiatrien og PPR, da intervention kan skræddersys netop til den følelsesmæssige udviklingszone barnet er i.

YDERLIGERE INFORMATION:

Emotional Development Scale (EDS) tester den emotionelle udvikling for 4-12-årige børn ud fra en neuroaffektiv udviklingspsykologisk forståelsesramme.

Udviklingen af EDS-testen er støttet af forlaget Hogrefe, som udvikler og udgiver psykologiske tests.

Forskningen er fremlagt i Susan Harts ph.d.-afhandling: Psychometric Properties of the Emotional Development Scale. Investigating Reliability and Validity Including Correlations with The Marschak Interaction Method and The Neuroaffective Mentalizing Interview. Afhandlingen og et kort resume kan hentes her.

Susan Hart forsvarede sin ph.d.-afhandling på Aalborg Universitet d. 8. november 2018 foran næsten 500 deltagere. Læs mere her: Ph.d.-forsvar tiltrak næsten 500 tilhørere.

KONTAKT SUSAN HART:

Mail: sh@susanhart.dk