nyhed

Støtte til den nordjyske lægevidenskab

Støtte til den nordjyske lægevidenskab

Svend Andersen Fonden uddelte hæder og støtte til den lokale lægevidenskab ved nytårskur på Aalborg Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet

- Vi ønsker at så frø til fremtidens fyrtårne inden for den lægevidenskabelige forskning.

Med de intentioner uddelte Mads Heuckendorff, næstformand i Svend Andersen Fonden, priser på vegne af fonden til en række nuværende og kommende forskere ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU.

- Vi kan jo se, at der sker en rivende udvikling på Aalborg Universitet med lægeuddannelsen, forskning osv. Vi har som fond valgt at støtte dette vækstlag, fortalte Mads Heuckendorff.

Rygstød til forskere

To rutinerede og to kommende forskere fik et kærkomment rygstød fra Svend Andersen Fonden. Fondens talentpris gik til Stine Linding Andersen fra Klinisk Institut, ph.d.-prisen gik til Hjalte Holm Andersen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi – og to medicinstuderende, Nicolaj Munch Jensen og Dennis Christian Andersen, fik hver et stipendium til et såkaldt forskningsår.

- Vi påskønner i høj grad den støtte, Svend Andersen Fonden har valgt at give til den lokale lægevidenskab her på Aalborg Universitet. Det er vigtigt, vi støtter op om de dygtige unge sundhedsakademikere, vi har her i Nordjylland. Det er med til at styrke de videnskabelige traditioner, udtaler prodekan for forskning på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ole Kæseler Andersen.

Givet i taknemmelighed

Fondens stifter, Svend Andersen, fik som 12-årig polio og tilbragte derfor meget tid på hospitaler. På trods af disse fysiske skavanker lykkedes det Svend Andersen at etablere en milliardforretning, og i taknemmelighed over den lægevidenskab, der havde hjulpet ham, oprettede han fonden med det formål at støtte den lægevidenskabelige forskning.

 

FAKTA

  • Bedømmelseskomiteen bestod af næstformand i fondens bestyrelse, ph.d. Mads Heuckendorff, medlem af fondens bestyrelse, professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen samt prodekan Ole Kæseler Andersen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU
  • Talentprisen lød på 50.000 kroner, ph.d.-prisen på 25.000 kroner og de to scholarstipendier på hver 12 x 10.000 kroner.

KONTAKT

  • Næstformand i Svend Andersen Fonden, Mads Heuckendorff, 23 69 49 45, heuckendorff@hotmail.com
  • Prodekan Ole Kæseler Andersen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, 26 71 30 38, prodekan-sund-forsk@aau.dk